Lukning af True Skole
True Skole fungerede med klassetrinene fra 1. til 7. klasse indtil august 1976, hvor skolen blev nedlagt, og de ca. 100 elever blev overført til den nybyggede Skjoldhøjskole. True Beboerforening, Gymnastikforeningen og Skjoldhøjparkens Grundejerforening udarbejdede et forslag om udnyttelse af den gamle skole og lærerbolig til et kommunalt fritidshus, der skulle rumme fritidshjem på skolen, ungdomsklub i lærerboligen mens gymnastiksalen skulle bruges til aktiviteter i Gymnastikforeningen og andre foreningers arrangementer. Forslaget blev vedtaget af Århus Byråd og i løbet af 1977 blev bygningerne sat i stand.