Gokart banen

Lige efter år 2000 blev Beboerforeningen præsenteret for et ønske fra en privat investor, om at anlægge en Gokart bane mellem Yderup og True. Banen skulle være beregnet til støjsvage biler, men have mål, så der kunne afvikles internationale løb. True Beboerforening argumenterede imod projektet dels ved direkte kontakt til de ansvarlige politikere i Aarhus Kommune og dels via sædet i Tilst, True og Skjoldhøj Fællesråd. På bestyrelsesmøde i foreningen den 26. maj 2003 kunne man ånde lettet op, idet Aarhus Kommune havde besluttet at afvise projektet på denne placering.