Hvorfor disse podcasts?
Vi har nu boet i True i 45 år og har oplevet hvordan der i tidens løb er sket en masse forandringer i vores lille by.
I 80-erne var der stadig dyr på gårdene, købmand Krogstrup havde åbent i butikken, der var gang i fritidshjemmet, gymnastiksalen blev brugt til diverse sociale arrangementer og der blev spillet fodboldturneringer på sportspladsen. Trafikken gennem True var dengang meget voldsom og endda vildere end i dag, for på det tidspunkt gik Anelystvej gennem byen.
Alt dette og meget mere til – er nu historie.
Vi vil gerne gøre et forsøg på at samle lidt op på historier fra True ved at tale med nuværende og tidligere beboere, som har noget på hjerte. Planen er at historierne vil blive udgivet som podcasts.
Vi har en del emner på bedding, men modtager gerne forslag til flere emner.
Bente Sørensen & Palle Rix
Anna Sørensen – et langt liv i True
I denne podcast fortæller Anna Sørensen om at have været en central figur i både sin familie og lokalsamfundet i True. Som mor til fem, kørselsleder i familievirksomheden og medlem af menighedsrådet i 45 år har hun levet et liv fyldt med ansvar og engagement. Hun deler minder fra sin barndom på Mols under krigen og fra livet i en travl vognmandsforretning. En fortælling om hårdt arbejde, sammenhold og mange oplevelser.
Birthe Wacherhausen – skole og ungdomstid i True
Her fortæller hun om sin skoletid og ungdomsårene i True.
Birthe Wacherhausen – barndomsår i True
I denne episode fortæller Birthe Wacherhausen om livet på gården på Espenhøjvej 10 i hendes barndom.
Svend Johansen – livet i True
Svend Johansen deler minder fra barndommen i True. Vi får indblik i hvordan skolen fungerede, de sociale sammenkomster og forretningslivet i byen.
Svend Johansen – livet på gården
I denne episode fortæller Svend Johansen om hvordan gården på True Byvej 7 blev drevet i hans barndom, ungdom og voksenliv. I de første år arbejdede de med heste. Senere holdt mekaniseringen sit indtog og det medførte store ændringer.
Historier fra True
Velkommen til en ny podcast-serie, hvor jeg dykker ned i Børge Flyvholms bog “True – en landsbys historie”. Udgivet som julekalender i december 2024.