Generalforsamling 2011
Referat af True Beboerforenings ordinære generalforsamling tirsdag den 15. marts 2011
ad 1. Velkomst ved formanden
Bent Danielsen bød velkommen
ad 2. Valg af referent
Jørgen Kjaer valgtes som referent
ad 3. Valg af dirigent
Henrik Nordentoft blev valgt som dirigent og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet i henhold til foreningens vedtægter.
ad 4. Valg af stemmetællere
Jan Vinther og Mads Stisen valgtes
ad 5. Formandens beretning og bestyrelsens planer for det følgende år
Bent Danielsen aflagde følgende beretning:
Efter seneste generalforsamling konstituerede bestyrelsen sig på første møde den 17. marts 2010 med Henrik Nordentoft som næstformand. Vi havde et hængeparti, som vi straks tog fat på. Det drejede sig om trafiksituationen på True-Holmstrupgårdvej (stien/vejen mellem True og Skjoldhøjparken).
Inden første bestyrelsesmøde havde jeg skrevet følgende til Jesper Jungersen, Dannergården:
Hej Jesper
Trafiksituationen på True-Holmstrupgårdvej var oppe at vende på den nyligt afholdte General-forsamling i True Beboerforening. Blandt beboerne og fra SFO True Frit (Skjoldhøjskolen) var der enighed om, at din foranstaltning med parkeringsbåsene ikke i sig selv var sikkerhed nok til at forhindre bilisterne i at køre fra parkeringspladsen og ud på True-Holmstrupgårdvej umiddelbart rundt om hjørnet.
Det blev tilkendegivet at en løsning, som du tidligere har gennemført, med placering af en 3-4 større kampesten fra hjørnet af bygningen og nogle meter ud mod øst, er en enkel og fin løsning på problemet. Du skrev tidligere, at du havde en nødplan. Kan du beskrive hvad den eventuelt kunne gå ud på. Lad mig høre fra dig.
Med venlig hilsen, Bent Danielsen.
Den 17. april rykkede jeg for et svar og det kom den 19. april hvor Jesper Jungersen skriver:
Hej Bent
Ja, nødplanen kunne være at lave nogle bump langs vejen, det vil formentlig virke hastigheds nedsættende.
Vi ser ikke problemer med udkørsel på vejen i form af for høj hastighed, vores kontor ligger med direkte udsyn til området, og vi har ikke konstateret episoder med uforsvarlig kørsel.
Der er mange steder med dårlig oversigt bl.a. med udkørsler over fortove og cykelstier fra ejendomme mv. og det kræver ansvarsbeviste bilister.
Hvis der er nogen, der konkret har registret anderledes end os, hører jeg det gerne.
Vh Jesper.
På bestyrelsesmødet den 12. maj behandlede vi så igen sagen og kom til følgende konklusion:
Der var enighed om, at Jesper Jungersen i processen har været samarbejdsvillig og har ret i sine synspunkter med hensyn til, at der findes mange lignende udkørsler i området med dårligt udsyn.
En ny oplysning er, at Jesper Jungersens kontor ligger med direkte udsyn til parkeringsområdet. Det betyder, efter bestyrelsens opfattelse, at der skal helt konkrete eksempler til for at underbygge en påstand om, at der opstår farlige situationer ved udkørsel fra parkeringspladsen, eftersom Jesper Jungersen selv løbende overvåger trafikken på området og ikke har konstateret uforsvarlig kørsel eller farlige episoder.
Der var enighed om, at jeg skulle svare Jesper Jungersen, at vi havde haft møde om sagen, og at vi ville vende tilbage, hvis vi hørte om eller konstaterede farlige episoder ved parkeringspladsen.
Jeg sendte følgende svar til Jesper Jungersen den 14. maj 2010:
Hej Jesper!
Vi har haft sagen på bestyrelsesmøde i Beboerforeningen den 12. maj og er enige med dig i, at der findes mange lignende farlige udkørsler i området. Vi synes, det er fint, at du ved selvsyn har konstateret, at der ikke har været konkrete farlige situationer i forbindelse med udkørsel fra parkeringspladsen og ud på True-Holmstrupgårdvej.
Hvis vi kommer undervejrs med sådanne tilfælde vil du selvfølgelig blive orienteret, så vi kan lære af det og eventuelt sætte yderligere i værk.
Med venlig hilsen, Bent Danielsen.
Siden har vi ikke konstateret eller fået kendskab til farlige situationer på strækningen og betragter derfor sagen som sat på stand by indtil videre.
I maj måned blev Beboerforeningen orienteret fra spejderne DDS Skjoldhøj Gruppe, Ulrik Holm om, at de havde ansøgt Århus Kommune om tilladelse til opførelse af en Bålhytte på boldbanen umiddelbart ved siden den nuværende bålplads. Beboerforeningen svarede, at vi syntes, det var en fantastisk god ide, som vi fuldt ud kunne støtte. Bålhytten forventes opført her i 2011.
Beboerforeningen har også kommenteret Midttrafiks nye kollektive trafikplan således:
True Beboerforening kan som udgangspunkt støtte den foreslåede kollektive trafikplan Århus hvor området bliver tilgodeset med den nye buslinje 3A.
I den forbindelse vil True Beboerforening påpege og understrege vigtigheden af, at det nuværende stoppested midt på Anelystvej bevares i den nye trafikplan. Stoppestedet på Anelystvej er eneste mulighed for de ansatte i virksomhederne og beboerne i True by samt beboerne i den vestlige del af Skjoldhøjparken for at tilgå den offentlige transport.
Desuden er stoppestedet naturligt placeret hvor den eneste eksisterende stiforbindelse mellem True by og Skjoldhøjparken forløber. En nedlæggelse af stoppestedet på Anelystvej vil være en katastrofe for True by, som i forvejen er blevet berøvet den tidligere buslinje 74.
Med venlig hilsen, Bent Danielsen, Formand, True Beboerforening
Lørdag den 10. april blev Petanquebanen renoveret af Jesper Malling, Lennart Sørensen og Steen Espensen. De lagde helt nyt underlag og en ny ramme rundt om banen. En stor tak til dem. Vi mangler dog stadig en person, der vil påtage sig ansvaret for den løbende vedligeholdelse af banen, og som vil stå for koordinering af selve petanquespillet.
Den 17. maj gik vi i gang med at renovere borde og bænke på Tingstedet med nye egetræs understøtninger, fordi de gamle var rådnet op. Vi blev ikke helt færdige eftersom plankerne slap op. Vi har siden gratis fået leveret flere planker fra Skov- og Naturstyrelsen, og det er planen, at vi færdiggør projektet i forbindelse med affaldsindsamlingsdagen ”Hold True ren” den 9. april 2011.
True Beboerforening fik via Knud Mortensen, Langhøjvej, leveret et nyt læs barkflis til Frysehuset på True Tingsted. Barkflisen blev fordelt næsten hele vejen rundt om huset for at bøde lidt på det fremvoksende ukrudt.
Den 15. maj slog Århus Kommune alle vores fine blomster omkuld i vejkanten på Trueholmvej.
I den forbindelse sendte jeg følgende til Natur og Miljø:
Til Natur og Miljø!
Vejkanten på Trueholmvej ved indkørslen til True By (8381 Tilst) er i denne uge blevet slået af Århus kommune. For få år siden fik True By gennem Fællesrådet af Århus kommune en stor portion blomsterløg (Påske og Pinseliljer) som af beboerne blev sat netop i vejkanten på True-holmvej til stor glæde for alle, der kører ind i og ud af True By.
På vegne af beboerne i True By vil True Beboerforening gerne udtrykke forundring over at kommunen i denne uge 19 har slået alle blomsterne omkuld, i en periode hvor de stod i fuldt flor og forskønnede True by.
Er det ikke muligt næste år at tage hensyn til dette ved enten at undlade slåning af vejkanten indtil blomsterne er afblomstret eller at køre udenom blomsterne ved slåningen?
Med venlig hilsen, Formand for True Beboerforening, Bent Danielsen
Svaret fra Kommunen kom den 18. maj:
Til Bent Danielsen
Mange tak for din henvendelse.
Natur og Miljø har taget kontakt til den udførende entreprenør. De beklager hændelsen og lover, at det ikke vil ske igen.
Med venlig hilsen, Iben Knudsen Christensen, Jordbrugsteknolog, Grønne områder.
Den 24. maj sendte Beboerforeningen en ansøgning via Fællesrådet for Tilst, True og Skjoldhøj om tildeling af yderligere en portion store forårsløg, dels til erstatning for de løg, der er blevet ødelagt på Trueholmvej i forbindelse med Galten Elværks nedgravning af fiberkabel, samt til etablering af en ny tilsvarende blomstrende vejkant på Opkærsvej ved indkørslen til True.
Den 26. juni fik vi desværre at vide af kommunen, at vi ikke fik del i puljen af blomsterløg i 2010. Men vi sender bare en ansøgning ind igen i år, hvis der bliver mulighed herfor.
I juli fik jeg en henvendelse fra Mogens og Birthe Wacherhausen, True Byvej 13. De havde i længere tid følt sig generet af en hvid skurvogn i den østlige ende af Svæveflyvebanen, og den adfærd, som de folk med tilknytning til Svæveflyveklubben, der opholdte sig i nærheden af den, udøvede, med feststemning, musik og forretning af deres nødtørft i det fri.
Birthe Wacherhausen havde selv flere gange talt med formanden for svæveflyveklubben Michael Rasmussen, som lovede at gøre noget ved sagen, og vognen blev da også efterfølgende malet om i en mere naturvenlig farve og flyttet væk fra den østlige ende af Svæveflyveplad-sen. Det blev aftalt, at Birthe Wacherhausen skulle lade høre fra sig igen, hvis der blev yderligere i sagen.
I september oplyste Sharon Wilkins, True Byvej 19, at hun flere gange havde observeret tom-kørsel med busser (“ikke i rute”) fra Midttrafik igennem True på strækningen Trueholmvej – True Byvej – Opkærsvej.
Det var netop et af de bekymringspunkter som Beboerforeningen i sit høringssvar til Århus Kommune havde været inde på og i forbindelse med etableringen af busterminalen på Munkevejen var det specifikt nævnt i svaret fra Århus kommune, at der kunne aftales nærmere mellem ledelsen og medarbejderne angående “tomkørsel” med busser og medarbejdernes kørsel til og fra arbejdspladsen.
Jeg skrev herefter til Midttrafik, og anmodede om, at der ikke fremover blev kørt ”tomkørsel” gennem True. Efter flere konstruktive e-mails frem og tilbage endte sagen med dette svar den 1. oktober fra Midttrafik:
Kære Bent Danielsen.
Tak for din mail af 25. september 2010, hvori du kommer med nogle betragtninger omkring bybussers tomkørsel gennem True by, og tak for den senere uddybning.
Jeg har i mellemtiden haft sagen til udtalelse hos Busselskabet Århus Sporveje, som benytter busanlægget på Munkevejen.
Herfra skriver produktionschef Finn Mikkelsen, at:
• man vil indskærpe overfor buschaufførerne, ikke at benytte vejene gennem True by, men i stedet bruge hovedvejen.
• ingen tomkørsler er planlagt til at køre gennem True by.
Hos Midttrafik kan vi kun dybt beklage, hvis enkelte chaufførers dispositioner har været til gene og ulempe for beboerne i True by – dispositioner, som ikke kan være til gavn for hverken chauffør eller bus, idet nogle grimme bump skal forceres.
Derfor håber og tror jeg heller ikke, at denne fremgangsmåde benyttes fremover.
Venlig hilsen, Jørgen Ruskjær, Drift, Midttrafik
Og senere den 4. oktober skriver samme Jørgen Ruskjær:
Sideløbende med den skriftlige dialog med Busselskabet Århus Sporveje, så har vi også talt om nogle fornuftige spille- og leveregler på det nye busanlæg på Munkevejen.
Jeg er helt enig med Busselskabets ledelse i, at det er meget vigtigt at have et godt naboskab med omgivelserne i True og omegn.
Jeg er også helt sikker på, at den enkelte chauffør kun prøver denne genvej (gennem True by) én gang, så bliver han/hun hurtigt træt af det – p.g.a. bumpene på Opkærsvej.
Skulle der alligevel være en enkelt, standhaftig chauffør, som skulle finde det behageligt at køre gennem True by, så vil jeg gerne have: Dato, klokkeslæt og bussens trecifrede intern-nummer.
Jeg vil så straks anvise ham/hende en mere behagelig tomkørselsrute, som både skåner chauffør og bus.
Venlig hilsen, Jørgen Ruskjær, Drift, Midttrafik
Siden er vi ikke blevet bekendt med at tomkørsel skulle være forekommet gennem True By, men hvis nogen beboer i True ser det ske igen, vil vi meget gerne høre om det i bestyrelsen.
På bestyrelsesmødet den 7. marts 2011 oplyste Sharon Wilkins, at hun flere gange havde set lastvogne køre igennem True om aftenen fra TUC Midtjylland ApS (Transportuddannelsescentret) beliggende i Transportcentret i Årslev. Bestyrelsen blev enig om at vi skulle prøve at gøre noget ved sagen. Jeg skrev herefter følgende til TUC den 8. marts:
Til TUC Midtjylland ApS
Som formand for True Beboerforening og på vegne af beboerne i True By skal jeg herved anmode TUC Midtjylland ApS om ikke fremover at anvende True By som gennemkørselsvej for TUC’s lastvogne, med mindre det er arbejdsmæssigt absolut nødvendigt.
Grunden til denne anmodning er, at True By er en lille landsby, som igennem en længere årrække via True Beboerforening har arbejdet hårdt for at mindske den gennemgående trafik. Vejene gennem True egner sig på ingen måde til hurtiggående eller tung trafik og af samme grund, er der af Aarhus kommune etableret vejbump på indfaldsvejene til True By.
True Beboerforening har i forvejen en aftale med vognmandsfirmaet Leo Sørensen A/S på Trueholmvej om, at deres lastvogne ikke kører gennem True By.
I 2010 opnåede True Beboerforening ligeledes en aftale med Busselskabet Aarhus Sporveje om ikke at køre gennem True By med ”Tomkørsel” af bybusser på deres vej til og fra Busterminalen på Munkevejen i True.
Jeg håber, at TUC Midtjylland ApS ligeledes vil udvise forståelse for, at True By’s beboere gerne vil skånes for unødig gennemgående tung trafik med lastvogne.
Med venlig hilsen
Formand for True Beboerforening
Bent Danielsen
Trueholmvej 14A
8381 Tilst
Tlf. 86245882
bent.danielsen@blaesild.dk
Allerede dagen efter forelå følgende svar:
Hej Bent
Jeg har pr. dags dato indskærpet overfor alle vores kørelærere at de IKKE fremover skal køre igennem True! Vi vil selvfølgelig også gerne have at I kan sidde i fred i jeres have uden at blive forstyrret af os.
Der kan i prøvesituationer være enkelte gange at de kører igennem, men jeg skal nok prøve at tale med de prøve sagkyndige om det kan undgås.
Håber dette er svar på din forespørgsel, hvis der er problemer fremover er du meget velkommen til at kontakte mig direkte. God dag.
Med venlig hilsen
Finn Dahl Andersen
Key Account Manager
Jeg svarede, at vi var meget glade for det positive svar og tilfredse med, at TUC forsøger at tage hensyn.
Vedrørende bogen ”True – en landsbys historie” mangler vi stadig en person med interesse for sagen til at beskrive historien i True og omegn fra ca. år 1980 og op til dato.
Vi har af forfatteren Børge Flyvholm fået lov til at genoptrykke bogen, men så helst at den forinden blev opdateret med de seneste 30 års udvikling. Så findes en sådan person vil bestyrelsen meget gerne høre fra vedkommende.
• I 2010/2011 har Beboerforeningen desuden med succes foretaget sig følgende:
1. Udsendt Trueposten 2010
2. Opkrævet kontingent ved personlig kontaktrunde
3. Afholdt affaldsindsamlingsdagen ”Hold True ren”
4. Afholdt Sankt Hans fest
5. Afholdt vandretur i Skjoldhøjkilen
6. Afholdt Truefest med Zumba
7. Afholdt fastelavnsfest
8. Løbende udlejet borde, stole og service
9. Løbende udsendt nyhedsmails og holdt hjemmesiden opdateret
10. Deltaget ved formanden i Generalforsamlingen og bestyrelsesmøderne i Fællesrådet for Tilst, True og Skjoldhøj.
• I 2011/2012 har Beboerforeningen følgende planer ud over Sankt Hans festen, Truefesten og Fastelavnsfesten:
1. Udsendelse af Trueposten 2011 umiddelbart efter generalforsamlingen
2. Afholdelse af ”Hold True ren” dag den 9. april
3. Renovering af de sidste borde, bænke på Tingstedet
Efter beretningen var der enkelte supplerende kommentarer. Angående Bålhytten, som spejderne er ved at opføre på sportspladsen, anmodede naboen Palle Rix om, at foreningen arbejder for, at den ikke bliver malet i den samme blå farve som den eksisterende spejderhytte, eftersom denne farve ikke er i overensstemmelse med lokalplanen for True By. Formanden henvender sig til spejderne om sagen.
Der udspandt sig en kort diskussion om parkeringsforholdene ved Dannergården. Der var almindelig enighed om, at forholdene var rimelige, ingen havde bemærket farlige situationer ved udkørsel fra parkeringspladsen. Vedrørende vedligeholdelsen af arealet omkring frysehuset blev det foreslået, at vi skulle rette henvendelse til Skovdistriktet om levering af flis.
Beretningen godkendtes med akklamation.
ad 6. Foreningens regnskab til godkendelse
Kasserer Rikke Grydholt fremlagde foreningens reviderede regnskab, der balancerede med et minus på kr. 233,75, hvilket lå meget tæt på det budgettede underskud. Regnskabet blev godkendt med akklamation
ad 7. Forslag fra bestyrelsen
Ingen forslag.
ad 8. Forslag fra medlemmerne
Ingen indkomne forslag.
ad 9. Budget samt medlemskontingent for indeværende regnskabsår
For næste år foreslog bestyrelsen, at der budgetteres med et underskud på kr. 2.825, hvilket skyldes, at nogle af de gamle borde og stole agtes udskiftet i løbet af dette år. Kontingentet foresloges uændret.
Generalforsamlingen godkendte budget og kontingent
ad 10. Valg af:
– 1 formand
– 1 bestyrelsesmedlem
– 3 suppleanter
– 2 revisorer, der ikke i forvejen er valgt til bestyrelsen
Som formand genvalgtes Bent Danielsen, Trueholmvej 14A
Som bestyrelsesmedlem valgtes Mette Heilskov, Espenhøjvej 10B
Som suppleanter valgtes Sharon Wilkins, True Byvej 19, Jan Vinther, Langhøjvej 1B og Rikke Møller, True Byvej 3.
Som revisorer blev valgt Karin Fogh Nielsen True Byvej 15 og Karin Blæsild Danielsen, Trueholmvej 14A.
Formanden takkede Jørgen Kjaer, som ikke stillede op til genvalg, da han har solgt sit hus og fraflytter byen, for hans indsats i bestyrelsen.
ad 11. Eventuelt
Forsamlingen diskuterede forskellige alternative arrangementer såsom en haverundtur gennem True, en ”nytårskur” nytårsaftensdag om eftermiddagen. Der var også interesse for en ny skovtur med naturvejleder Jan Kjærgaard. Dax Rohde berettede om et stort anlagt rollespils-projekt, som SFO True Frit var i gang med at realisere for RULL-midler (rum til leg og læring). Der anlægges et rollespilsområde i True Skov ved søen overfor Vinterens Hjerte.
Generalforsamlingen sluttede i god ro og orden.
True den 19. marts 2011
Referent, Jørgen Kjaer / Formand, Bent Danielsen